"Så står alting stille.

Det er ham. På cykel og næsten kun en silhuet, men det er ham. Lige imod mig, Andreas.

Hans holdning, hans greb om styret, selvom jeg aldrig før har set ham cykle. Mit blik bliver en tegners, jeg ser hver en skygge i hans ansigt, hver en streg, og jeg vil bevæge mig, jeg vil gå videre. Jeg vil mindst af alt i hele verden blive stående og blive nødt til at tale med ham – men verden er gået i stå, det er kun Andreas, der bevæger sig, og han kommer imod mig.

Han kommer tættere på, tættere, jeg kan skelne hans øjne nu, de er det eneste, jeg ser, mørke og skygge og Andreas, der ser på mig, genkender mig, nu kan jeg ikke gå videre.

Han standser. Foran mig.

- Hej Gry, siger han og står af cyklen.

Jeg nikker tavst. Jeg har jo ikke lyst til at tale med ham, jeg vil straffe ham for at skuffe mig, jeg vil ignorere ham.

- Jeg ville have talt med dig efter undervisningen i dag, men du gik så hurtigt. Der i telefonen, Gry, det må du sgu undskylde.

Han siger det, som om vi er jævnbyrdige. Ikke som om jeg er Gry, som han underviser på billedskolen, Gry, der er 14 år, eller Gry, der er Simones veninde.

- Det er okay.

Min stemme ryster lidt. Jeg håber ikke, han lægger mærke til det.

- Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil hjælpe dig. Det er bare …

- Kompliceret, fuldender jeg sætningen for ham.

Han ser på mig. Direkte. Der er noget i hans blik, noget, der får mig til fuldstændig at glemme telefonen og 14 år.

- Ved du godt, at Simone er forelsket i dig?

Jeg burde ikke sige det, hun vil garanteret ikke have, at jeg siger det. Jeg får ondt i maven. Jeg forsøger at sige til mig selv, at det hjælper hende, jeg hjælper hende, måske er han også vild med hende. Tænk, hvis han bliver glad.

Der kører en cykel forbi os, ned i tunnelen, dér, hvor man kan dø. Jeg kan også dø, lige nu, hvis mit hjerte går i stå, fordi han hellere vil have hende.

Jeg kan ikke lade være, jeg løfter mit blik, mine øjne kærtegner hans hage, hans kæbe, en dag må jeg tegne ham, farer det gennem mig, men det kommer jeg jo aldrig til. Man tegner ikke sin venindes kæreste.

- Jeg har svært ved at undgå at bemærke det, siger han.

Er han glad? Irriteret? Ligeglad? Han fortsætter:

- Måske kan du få hende til at forstå …

Han møder mit blik, jeg lader ham gøre det, han må gøre med det, hvad han vil, for en gangs skyld, lader jeg 14 være 14. Han skræller sig vej ind i mig, gennem mine øjne, jeg tror, han ser det hele, dér langt inde.

- Altså, en elev og en lærer må ikke have et forhold. Kan du ikke sige det til hende?

Han slipper mit blik, og det er jeg glad for, for ellers havde han opdaget, at jeg er blevet slugt af en syndflod.

- Ja, svarer jeg, - selvfølgelig, og FOR HELVEDE har jeg lyst til at råbe, højt, det er sådan en smerte, sådan en bidende blodig smerte –

- Har du nogensinde været forelsket?

Han overrasker mig ved at tale, jeg troede, vores samtale var slut, jeg troede alting var slut. Det lykkes mig at hviske - ja, med en stemme, der er fuldstændig drænet. Ikke bare for styrke, men også for glæde og håb. Han kan sikkert høre det, gætte det, men jeg er ligeglad, smerten overdøver det alligevel, den kan umuligt blive større, det er smerten over at vide, at aldrig, aldrig, ALDRIG.

- Det er dejligt at være forelsket, siger han med en underlig følelsesfuld stemme, - men også rigtig …

- Ad helvede til."